Isabella Jørgensen og veninden Mette Jørgensen gik i aftes tur med hunden Lucky på Englandsvej på Amager, da de pludseligt hørte en mand råbe til dem fra en bil. På det tidspunkt vidste de ikke, at der var tale om det ene af to ofre for - angiveligt - en afstraffelse i rockermiljøet.

"Derhenne ved vandpytten finder vi bilen, hvor bagdøren står åben", forklarer en pegende Mette Jørgensen i dag til TV 2 | NYHEDERNE.

"Manden ligger på bagsædet, hvor han siger 'hjælp, hjælp, jeg har brækket begge mine ben'. Og vi beslutter os for at ringe til ambulancen," siger hun.

Fundet har gjort et stort indtryk på de to veninder.

"Jeg er meget chokeret over at have fundet en mand herude, og det..." siger Isabella Jørgensen, og suppleres af veninden:

"Det virker som en krimi."

"Ja, det virker som et eller andet, der ikke burde ske her."

Mandens ben var imidlertid ikke brækkede. Den 32-årige mand, der blev fundet af de to teenagepiger, var blevet skudt. Det andet offer, en 31-årig mand var smidt ud af en bil, udsat for vold og knivstik. Han blev fundet lidt længere oppe ad vejen.

Efter fundene af de to mænd ransagede poltiet flere Hells Angels-klubhuse i København. I alt 30 personer blev anholdt, men de er alle løsladt efter endt afhøring.

Ofrene har ifølge politiet heller ikke bidraget til, at deres overfaldsmænd har kunnet identificeres.