Der er massive nedskæringer er på vej på de danske børneinstitutioner. Det sker til trods for, at regeringen sammen med Enhedslisten sidste år afsatte 500 millioner kroner direkte til at skabe bedre institutioner for børn. Men to tredjedele af kommunerne bryder nu aftalen og bruger pengene på noget helt andet, viser en optælling fra BUPL.

Formanden for BUPL langer kraftigt ud efter kommunerne, som han beskylder for at stjæle fra børnene.

"De løber helt klart fra aftalen. Altså i virkeligheden kan man sige, at de stjæler pengene fra børnene. Pengene var jo tænkt til bedre normeringer i institutionerne og dermed skulle komme børnene til gavn, så det er tyveri af børnenes penge," siger formanden Henning Pedersen.

En tredjedel (33 procent) af kommunerne bruger de penge, de har fået på at lave bedre institutioner - nøjagtig som aftalt. I de andre to tredjedele af kommunerne bryder man aftalen.

28 procent af kommunerne bruger nogle af pengene på børn og nogle af pengene til noget helt andet.

I 39 procent af kommunerne kommer børnene slet ikke til at mærke de mange millioner. Her bruger man slet ikke nogen af pengene på børnene - i stedet skærer man ned.

I linkboksen kan du se hele BUPL's optælling over, hvordan kommunerne har brugt de afsatte millioner.