"Det var en fantastisk tale, Poul holdt, og vi er meget glade for, at han var her, men noget af det var faktisk forkert. Det der billede med, at det er De Radikale, der har bestemt det med dagpengene. Vi er en regering med tre partier, og jeg står på mål for de beslutninger, vi har truffet. Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, der i dag var i krydsild hos TV 2's politiske redaktør Henrik Qvortrup, da han spurgte ind til den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale på partikongressen i Aalborg i går.

I talen bad Poul Nyrup den radikale partiformand Margrethe Vestager om at kigge endnu en gang på aftalen om at forkorte genoptjeningsretten for dagpenge på 52 uger. Ifølge Nyrup er der kun 70 millioner kroner at tjene på den øvelse.

Forkerte tal
Helle Thorning-Schmidt sætter et spørgsmålstegn ved Poul Nyrup Rasmussens tal, som, hun mener, ikke er rigtige.

"Det er lidt kompliceret end som så. Det er over en lang periode, og om hvordan man strukturalt kigger på økonomien. Det var ikke helt rigtige tal," siger statsministeren, der dog understreger, at hun stadig holder meget af sin forgænger som socialdemokratisk statsminister, og at hun er stolt af hans resultater fra 90'erne:

"Han var med til at sætte dagpengeperioden ned fra syv til fire år, da der var langt flere ledige end i dag. Det var en enormt svært beslutning, og han blev kritiseret enormt meget fra baglandet. Men de stod fast for det var en af måderne til at få økonomien til at hænge sammen."

Helle Thorning-Schmidt siger, at hun mener, at der går en lige linje fra Nyrups arbejde i 90'erne, og det arbejde hun skal igennem nu.

Arbejde og vækst
Og opgaven lyder på at få folk i arbejde og gang i økonomien.

"Vi har fra starten været klar over, at den vigtigste opgave for os er, at få skabt vækst og flere arbejdspladser. Vi er en socialdemokratisk ledet regering, og det er opgaven," siger hun. Og hun mener, at regeringen er godt i gang. Ifølge hendes tal er der i dag 10.000 flere arbejdspladser, end hvis der havde været en borgerlig regering, og til næste vil tallet være 20.000," siger hun

"Så vi har fra dag 1 gjort, hvad vi kunne for at trække Danmark igennem krisen, holde styr på pengene og sætte gang i, at vi får skabt nogle flere job," siger hun.