Årssagerne til familietragedier kan være skilsmisse, jalousi, økonomiske problemer og depression. Men kan man overhovedet komme videre, når det værst tænkelige sker? Station 2 har mødt to forældre, der begge har mistet deres børn i familietragedier.

Både Jan Vermehren og Susanne Shange har mistet et barn på tragisk vis. Susanne Shange har også mistet sit barnebarn

Dræbt af mor
Det er halvandet år siden, Jan Vermehrens datter, syvårige Ellen Marie, blev dræbt af sin egen mor. Jan Vermehren og hans ekskone Lena havde været skilt i fem år. Sammen havde de Ellen Marie på syv, der boede hos Jan det meste af tiden.

"Jeg skulle ned og hente hende om onsdagen nede i skolen, hvor Lena havde afleveret hende om morgenen. Og så kom jeg derned og fik at vide, at hun ikke var der. Og så min første tanke det var: Der er et eller andet galt," husker Jan Vermehren.

Jan Vermehren tog hen til sin ekskones hus og bankede på. I huset var gardinerne rullet ned.

"Der blev jeg bange, rigtig bange. For der kunne jeg mærke inde i mig selv, at der er altså noget, der er rigtig galt her."

Der var intet afskedsbrev, og den dag i dag ved Jan Vermehren stadig ikke, hvorfor Lena dræbte deres fælles datter - og sig selv bagefter.

"Det er jo ubeskriveligt. Man forstår det ikke. Jeg ved ikke, om man 100 procent forstår det endnu her halvandet år efter."

Udvidet selvmord
Her på Retspsykiatrisk Klinik i København kommer sigtede til metalundersøgelse før dommen. Overlæge Dorte Sestoft oplever at personer, der slår familiemedlemmer ihjel, ofte føler, at de hænger uløseligt sammen med deres familie

"Der har man jo det her begreb, der hedder udvidet selvmord. Hvis personen ikke føler, at han kan leve eller hun kan leve, så er det nærliggende også at få følelsen i de her ekstreme situationer af, at også er en helt forfærdelig verden for familien, og de kan heller ikke leve videre under de her vilkår," forklarer hun.

Datter og barneban dræbt
For snart fire år siden blev Susanne Shanges datter Sabrina og hendes barnebarn - halvandet år gamle Isabella - dræbt.

De blev slået ihjel af Sabrinas ekskæreste, der også var far til Isabella. Sabrina var kort tid forinden gået fra ham.

"Jeg kan huske, at jeg ikke havde hørt fra Sabrina på telefonen hele dagen. Og så begyndte jeg at reagere med at begynde at skrive til hende og ringe til hende. Og den blev ikke taget og hun skrev heller ikke tilbage."

Da Susanne Shange tidligere havde oplevet sin datters ekskæreste være truende, ringede hun til politiet.

"Jeg kunne mærke, at der var sket noget. Det kunne jeg. Jeg vidste, der var sket noget. Jeg skreg. Og så... jeg sagde: "det kan ikke passe, det kan ikke passe," husker hun.

Har ikke noget liv tilbage
Både Jan Vermehren og Susanne Shange skal i dag få hverdagen til at fungere - uden deres børn. For Susanne Shange er det stadig næsten uoverskueligt.

"Jeg prøver på at tænke på de gode tider, vi havde sammen. Men sorgen og savnet det overskygger alt. Jeg har ikke noget liv tilbage, det har jeg ikke," siger Susanne Shange.

Sabrina Shanges ekskæreste fik 16 års fængsel for de to drab - han afsoner stadig sin dom. For Susanne fylder hadet til ham lige så meget som sorgen.

"Inde i mit hoved har jeg slået ham ihjel 30 gange Jeg hader den mand overalt på jorden. Han har taget det Aller dyrebareste, jeg havde."

Traf et valg
Også hos Jan Vermehren fyldte hadet og bitterheden, efter at hans ekskone havde dræbt deres datter. Men på et tidspunkt traf han et valg.

"Jeg var nødt til at træffe det valg og beslutte, at jeg ville videre herfra og så komme ud over det. Komme igennem det på en eller anden måde. Så godt som man nu kan," fortæller han.

Noget af det, Jan Vermehren gjorde, var at øve sig i at komme de steder, hvor han og hans datter havde tilbragt meget tid.

Men hjælp fra en clairvoyant er Jan Vermehren i dag kommet frem til, at hans ekskone må have gjort det, fordi hun var syg. Og han har lagt hadet til hende væk.

"Jeg er nødt til at acceptere det valg, hun har taget. Et eller andet sted så er jeg nødt til det både for min egen og for omgivelsernes skyld. Man kan ikke leve med et had resten af livet."

De fleste har det forfærdeligt
På Retspsykiatrisk Klinik oplever Dorte Sestoft, at de fleste gerningsmænd i familietragedier har det forfærdeligt med deres forbrydelse.

"Man kan selvfølgelig sige, der kan være ganske få og ekstreme tilfælde, hvor det er et hævnmotiv i forhold til den tilbageværende forælder, men det allermest almindelige er, at gerningsmanden er ganske ulykkelige over det, der er sket og måske har meget svært ved også selv at forstå det," forklarer hun.

Besøger børnenes gravsteder
Både Susanne Shange og Jan Vermehren tager ofte på kirkegården for at besøge deres børns gravsteder

Jeg synes, det er noget af en prøvelse hver gang. Fordi jeg bliver konfronteret med mine pigers navne, de står på stenen. Jeg føler mig svimmel og dårlig tilpas og enormt ked af det."

Jan Vermehren føler, at livet igen har værdi, og datteren Ellen Marie er i dag mest forbundet med positive følelser.

"I starten blev jeg meget ked af det, når jeg kom herned. Der var det svært at gå væk herfra igen. Men nu her der synes jeg, det er rigtig rart.Det vil altid ligge et eller andet sted og man kan så lære at leve med det, acceptere det, som er sket og så komme videre derfra,"