Frygtløse bjergbestigere fortsætter mod toppen af livsfarlig tinde i Nepal, der i weekenden krævede ni ofre.

Selvom flere af deres klatrer-kammerater mistede livet i en dødbringende lavine i weekenden, fortsætter tre bjergbestigere alligevel mod den ulykkesramte top i Nepal.

De tre modige klatrere fra Ecuador vil nå toppen af verdens ottende højeste bjerg, Manaslu, som af lokale nepalesere har fået det lidet flatterende kælenavn "Dødsbjerget".

- Vores ekspedition fortsætter, humøret er højt. Og vigtigst af alt er vejrforholdene på bjerget gode, siger træneren til de frygtløse klatrere, Ivan Vallejo.

Ifølge træneren befandt de tre bjergbestigere sig i den teltlejr i 6800 meters højde, hvor mindst ni personer natten til søndag mistede livet.

En lavine rullede ned over teltene, mens bjergbestigerne lå og sov. Men de tre ecuadorianere undgik sammen med flere andre at blive begravet under muren af sne.

Redningsarbejdet blev sat på standby søndag på grund af dårligt vejr. Tidligt mandag morgen dansk tid genoptog man eftersøgningen efter de savnede, og fem blev bjerget i live fra snemasserne.

Men senere samme dag opgav redningsfolk håbet om at finde flere overlevende.

Otte af de omkomne er allerede blevet identificeret. Det drejer sig om fire franskmænd, en spanier, en tysker, en italiener og deres nepalesiske guide. To franskmænd og en canadier er fortsat ikke fundet.

Hvis de tre bjergbestigere har mistet livet, vil ulykken være den værste i Himalaya siden 2005, hvor en lavine dræbte 18 mennesker.

Siden 1956 har i alt 62 mennesker mistet livet i forsøget på at bestige "Dødsbjerget".

Hundredvis af udenlandske bjergbestigere samles hvert år i Himalaya i Nepal, hvor otte af verdens 14 højeste tinder ligger.

Efterårssæsonen for bjergbestigninger i området begynder i september og varer til udgangen af november.

/ritzau/AFP