Københavns Politi leder tirsdag aften efter tre drenge, som mistænkes for at have overfaldet to mænd med kniv i Vanløse i København tidligere på dagen.

Overfaldet kostede en 21-årig mand med relationer til rockergruppen Bandidos livet.

"Vi søger tre navngivne mistænkte, som vi mener har deltaget i det her, fortæller lederen af Københavns Politis bandeenhed, vicepolitiinspektør Lau Thygesen til Ritzau.

Det drejer sig om to drenge på 15 og 16 år samt en tredje på omkring 18 år.

"De ved godt, at vi søger efter dem," siger Lau Thygesen, der på nuværende tidspunkt ikke vil oplyse, om de i forvejen er kendt af politiet.

Barsk episode
Vidner, der ønsker at være anonyme, fortæller til TV 2, at de så de unge drenge.

"Det er en barsk episode, der udspiller sig. Vidner har for kort tid siden fortalt mig, at der er tale om meget unge gerningsmænd. De bliver vurderet til at være 15 måske 17 år gamle," fortæller TV 2's reporter, Kristian Ring-Hansen Holt, der er på gerningsstedet.

Denn 21-årige mand, der blev dræbt af knivstikkene, var sammen med en anden mand under knivangrebet.

Vidner har fortalt til TV 2, at gerningsmændene fulgte med de to mænd, der flygtede ind på et pizzeria og en café.

"Der bliver det fortalt, at de unge gerningsmænd ganske roligt fulgte efter dem for at forsøge at stikke dem ned. Og at de havde en større kokkekniv med," fortæller reporteren.

Gerningsmændene stak efterfølgende af.

Selv om offeret for det dødelige knivstikkeri havde relationer til rockergruppen Bandidos, tyder intet på, at drabet har noget med bande- eller rockerkonflikterne at gøre.