Problemerne i Vestjysk Bank føjer sig til rækken af danske banker, der oplever voldsomme tab med risiko for at bukke under.

Banken oplyste i dag, at den forventer at tabe op imod 800 millioner kroner alene i år. Og den nyhed fik i dag begivenhederne til at rulle.

Bankdirektør Frank Kristensen blev fyret, fordi bestyrelsen ikke længere har tillid til ham. Han fik to års løn og pension med, hvilket svarer til 11 millioner kroner i alt.

Og så styrtdykkede aktiekursen til et historisk lavpunkt i morges.

Kristian Lundsgaard-Karlshøj er landmand og aktionær i Vestjysk Bank.

Krisen rammer bredt
Han føler, at han selv og lokalsamfundet bliver ramt af bankens krise.

"Jeg har jo en bekymring helt ned, og jeg kan også mærke den, når vi sidder her, at den går på, hvad er det for en dag i morgen, hvad er det, der sker, hvordan går det for mine andre daglige samarbejdspartnere," siger landmanden til TV 2 Nyhederne.

Kristian Lundsgaard-Karlshøj er ellers en af de landmænd, der klarer sig godt.

Alligevel kan krisen betyde, at hans jord eksempelvis bliver nedskrevet med flere millioner.

"Det er på ingen måde bare lige at finde en ny bank, hvis en stor bank som Vestjysk, den går ned, så var det vanskeligt i går, men det bliver utroligt vanskeligt i morgen," siger Kristian Lundsgaard-Karlshøj til TV 2 Nyhederne.