Våbensmugleren Niels Holck, som kastede 5 ton våben ned over den indiske delstat Vestbengalen i 1995, er parat til at stå til regnskab ved en indisk domstol - bare ikke i selve Indien.

Det skriver Politiken.

Tilbuddet er blevet overbragt til Indiens regering via private kanaler. Det er kulminationen på hidtil hemmeligholdte diplomatiske bestræbelser fra Niels Holck og hans advokats side på at medvirke til at løse den voksende krise mellem Indien og Danmark.

Krisen blev udløst, da Østre Landsret i juni i fjor sagde nej til at udlevere Niels Holck til en retssag i Kolkata.

Indien har ikke svaret på tilbud
Niels Holck afslører nu over for Politiken, at han gennem et år har været involveret i hemmelige diplomatiske bestræbelser i et forsøg på at komme den indiske regering i møde.

"Det er sket ad diplomatiske og forretningsmæssige kanaler. Jeg har først tilbudt inderne at stille op til en afhøring og senest at lade en indisk domstol gennemføre en retssag mod mig på neutral grund"," siger Niels Holck.

Indien har ikke svaret Niels Holck på hans tilbud, men mandag meddelte den indiske regering, at man vil "forøge presset" på Danmark og "undersøge forskellige muligheder" for at komme videre i sagen - herunder at gennemføre retssagen på Indiens ambassade i København.

Justitsminister Morten Bødskov (S) afviser at udtale sig om sagen