I landets medier er ejeren af Vejlegården, Amin Skov, blevet fremstillet, som den lille mand mod mastodonten 3F. Men det er en sandhed med alvorlige modifikationer. Sådan lyder det fra det nye forlag og magasin, Zetland ifølge Avisen.dk.

Nogle af landets mest indflydelsesrige og velhavende borgerlige liberalister opdagede nemlig allerede i det tidlige forår, at den jyske restauratør, Amin Skov var en velegnet person til at gå forrest i deres mangeårige kamp mod fagbevægelsen.

Foruden centrale topfolk fra Venstre er det blandt andet Saxo-bank-stifter Lars Seier Christensen, der tidligere har støttet Liberal Alliance med millioner, iværksætter Martin Thorborg og reklamemillionæren Søren Kenner, en af hovedarkitekterne bag Liberal Alliance, som har stået i kulissen længe før sagen eksploderede i medierne denne sommer, skriver Zetland.

Det borgerlige Danmark har pustet til ilden
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet mener ifølge Avisen.dk, at de nye oplysninger understreger, hvordan det borgerlige Danmark har pustet til sagen om Vejlegården.

"Det her synliggør, at borgerlige kræfter har spillet sammen. Det er ikke den lille restauratør alene mod det store stygge forbund. De borgerlige opdagede tidligt, at Vejlegårdens sag kunne pustes op, og omsættes til en meget enkel historie i medierne om David mod Goliat. Et stort mafiaforbund er ved at tryne en lille hyggelig restaurant, som oven i købet laver stegt flæsk," siger han til Avisen.dk.

Den første landspolitiker, som får øje på konflikten er Venstres gruppeformand, Kristian Jensen. Han så allerede i marts en perfekt mulighed for at bruge Amin Skov som løftestang i en større politisk sags tjeneste, nemlig forslaget om at begrænse blokaderetten for fagforeningerne.

Den 24. marts besøger tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg, Kristian Jensen og flere andre Venstre-folk Vejlegården sammen meddirektøren i Kristelig Arbejdsgiverforening (Krifa), Karsten Høgild.

Vil gøre op med blokaderetten
Mødet forløber set med Venstre-øjne så positivt, at partikontoret i København kort efter begynder formuleringen af det kontroversielle beslutningsforslag om et opgør mod retten til blokader, skriver Zetland.

Kristian Jensen erkender over for Avisen.dk, at blokaden mod Vejlegården og andre restauranter spillede en afgørende rolle, da Venstre foreslog en begrænsning af blokaderetten.

Men også Amin Skovs person gør, at sagen får vind i sejlene, vurderer gruppeformanden.

"Amin siger, at han tidligere har stemt på Socialdemokratiet. Dermed kan han ikke karakteriseres, som en typisk arbejdsgiver. For det andet er han meget stærk til at kommunikere," siger Kristian Jensen til Avisen.dk.

Senere slutter også folk med tilknytning til erhvervslivets top og Liberal Alliance sig til kampen for Vejlegården sammen med flere lokalpolitikere fra Venstre og Venstre Ungdom.

Restauratøren Amin Skov mener også selv, at magtfulde politiske kræfter har brugt hans sag til at fremme deres dagsordner.

"Jeg har godt kunnet mærke, at Vejlegården blot er en lille brik i noget politisk, som man har brugt til at synliggøre en sag. Men jeg håber ikke, at jeg bliver glemt," siger han til Avisen.dk.