Politiet advarer nu mod et nyt svindelnummer, der florerer på internettet.

Folk får en besked, hvor Rigspolitiet, Politiet i Kongeriget Danmark eller andre landes politimyndigheder står som afsender.

Af beskeden, som er en såkaldt pop-up, fremgår det, at man har overtrådt loven ved for eksempel at have downloadet børneporno eller lignende, og at man derfor skal betale en bøde.

"Der er tale om forsøg på internetkriminalitet, og har altså intet med politiet at gøre."

"Vi vil gerne advare borgerne mod de mange forskellige former for svindel, der jævnligt florerer på nettet," siger vicepolitiinspektør Johnny Lundberg fra Rigspolitiets it-efterforskningscenter (NITEC) til politiets hjemmeside.

"Borgerne skal altid bruge deres sunde fornuft, når de er på nettet og modtager mistænkelige henvendelser."

"Ikke mindst hvis afsenderen ønsker, at man skal videregive personlige oplysninger, herunder kreditkortoplysninger, eller at man skal klikke på links i disse mails. I så fald gør man som udgangspunkt klogest i at ignorere henvendelsen," siger Johnny Lundberg.

Han anbefaler i øvrigt, at man for at undgå at blive udsat for lignende forsøg på internetkriminalitet, sørger for hele tiden at holde alle sine programmer opdateret.