"Kampagnen om, hvorvidt jeg er regeringsduelig som formand for SF er rigtig ærgerlig. Vi skal forholde os til politik-områder."

Så kort lyder svaret fra SF-formandskandidat Annette Vilhelmsen til et angreb fra den anden formandskandidat, Astrid Krag.

Hun satte i dag spørgsmålstegn ved, om man kan være formand for SF, hvis man ikke bakker op om regeringens økonomiske politik.

Det sker efter, at det fra et hemmeligt møde i SF er kommet frem, at Annete Vilhelmsen stemte blankt, da landsledelsen skulle tage stilling til regeringens økonomiske politik.

"Jeg synes, vi skal komme videre - og vi havde aftalt omkring formandsvalget, at vi skal fortælle, hvad vi ville med vores politik. Det er jeg klar til," siger Annette Vilhelmsen til TV 2.

Løsninger, der kan føres ud i livet
Det går imidlertid ikke at udfordre de svære aftaler, som SF har indgået som regeringsparti, mener Astrid Krag.

"Når man indgår svære aftaler og kompromisser, så forventer man også af hinanden - med rette - at man står på mål for det bagefter. Vi skal jo være et parti, der skal levere svar og løsninger, der kan lade sig gøre at føre ud i livet," siger Astrid Krag.

Hun mener ikke, det er interessant at diskutere, hvad der kan udrettes, hvis SF havde 90 mandater.

Krag: Vilhelmsen vil spille fremtrædende rolle
Mens Annette Vilhelmsen ikke vil komme ind på, hvem der skal være minister, hvis hun bliver formand, så har Astrid Krag i dag meldt ud, at Annette Vilhelmsen skal være med helt fremme, hvis hun bliver formand:

"Annette Vilhelmsen vil komme til at spille en fremtrædende rolle i SF efter et formandsvalg," siger hun til TV 2.

Annette Vilhelmsen gentager dog igen efter Astrid Krags klokkeklare udmelding, at hun ikke vil komme med udmeldinger om et ministerhold med hende som formand.

Alle SF's medlemmer kan de kommende 14 dage stemme på deres foretrukne kandidat. Hvem, der skal overtage posten efter Villy Søvndal, offentliggøres den 13. oktober.