De kongelige ankom i formiddag til Christiansborg for at overvære Folketingets åbning.

Den første der ankom var traditionen tro dronning Margrethes lillesøster prinsesse Benedikte, der var klædt i en spadseredragt i efterårsfarver, samt en rød hat, som sad på sned.

Kort efter ankom prins Joachim og prinsesse Marie. Prinsesse Marie var iklædt en gråbrun spadseredragt med en tilhørende pilleæskehat. Kronprinsesse Mary havde i dagens anledning valgt at iklæde sig sort spadseredragt med en højhalset blondebluse i beige. Dertil havde hun valgt en sort bredskygget hat med fjer.

Til forskel fra de andre kongelige havde dronning Margrethe valgt at se bort fra det triste efterårsvejr, og havde iklædt sig en smuk lilla dragt med matchende hat.

De kongelige blev efter ankomsten fulgt til deres pladser i kongelogen af Folketingets formand, Mogens Lykketoft.