Om præcis en uge afsløres det, hvem der har vundet formandskampen i SF, og fra det øjeblik forestår arbejdet med at samle partiet igen, for den nyvalgte formand.

Bliver det Astrid Krag, der løber med sejren, kan Annette Vilhelmsen se frem til en prominent placering.

"Hvis jeg vinder, skal Annette spille en fremtrædende rolle i SF, for det tror jeg vil være den bedste måde at samle partiet på," skriver Astrid Krag lørdag eftermiddag til Ritzau på et spørgsmål om, hvad hun agter at udrette de første 100 dage, hvis hun bliver formand.

Tvunget frem på banen
Løftet om en toppost til Vilhelmsen gav Astrid Krag allerede på et vælgermøde i København i sidste weekend, og når hun gentaget det i dag, er det fordi, hun er tvunget til det, vurderer TV 2's politiske kommentator Henrik Qvortrup.

"Det er et forsøg på at række hånden ud til baglandet, der føler sig overset, og Annette Vilhelmsen er synonym med baglandet i SF lige nu," lyder vurderingen.

Krag vil stå med et splittet parti
Henrik Qvortrup pointerer imidlertid, at Astrid Krag har større problemer i øjeblikket, end hvad hun skal gøre, når hun har vundet formandsopgøret. For som det ser ud i øjeblikket skal hun lige vinde først.

"Da den her valgkamp gik i gang, var det generelle opfattelse på Christiansborg, at det var en walk over for Astrid Krag, og hvis der meldte sig en modkandidat, ville vedkommende max få 30 procent af stemmerne. Men der er mildest talt sket lidt i mellemtiden, og i dag er opfattelsen, at hvis Astrid Krag skulle gå hen og vinde, bliver det med en meget snæver margin, og så står hun med et parti, der er splittet i to fløje," siger Henrik Qvortrup.

"Derfor er det vigtigt for hende at signalere rummelighed til baglandet, der føler, at partiet i dag er for topstyret, og så signalerer meldingen overskud og viser, at det netop ikke bliver winner takes all," lyder vurderingen fra Henrik Qvortrup.

Annette Vilhelmsen har tidlgere sagt, at der er plads til, at den tabende part kan blive minister, hvis hun vinder valget. Dermed er der lagt op til, at Astrid Krag kan beholde sin post som sundhedsminister.