Den amerikansk-fødte Anwar al-Awlaki var tilhænger af voldelig jihad og en nøgleperson i terrornetværket.

Ifølge danskeren Morten Storm, som angiveligt har arbejdet for Politiets Efterretningstjeneste og søndag står frem i Jyllands-Posten, var PET direkte involveret i jagten på Anwar al-Awlaki fra al-Qaeda, som blev slået ihjel sidste år.

* Han blev dræbt 30. september 2011 i Yemen af et fjernstyret amerikansk bombefly.

* Drabet på Awlaki var kulminationen på to års omfattende amerikanske bestræbelser på at opspore den ledende al-Qaeda-skikkelse og sætte ham ud af spillet.

* Den radikale prædikant Awlaki, som var en slags chefideolog i terrornetværket, havde både statsborgerskab i USA og Yemen.

* Han blev født i den amerikanske delstat New Mexico, men flyttede fra landet i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001.

* Awlaki var en nøgleperson for al-Qaeda på Den Arabiske Halvø og var særligt aktiv i rekrutteringen af nye hellige krigere. Han var også propagandist for hellig krig på islamiske hjemmesider.

* Awlaki skabte sig via internettet en betydelig tilhængerskare i USA og andre vestlige lande. Ifølge New York Times var han den måske mest indflydelsesrige engelsktalende fortaler for voldelig jihad.

* Major Nidal Malik Hasan var angiveligt en af dem, der skrev til den nu dræbte Awlaki. Hasan stod bag nedskydningen og drabet på 12 mennesker på militærbasen i Ford Hood i Texas i 2009.

/ritzau/