TV 2-korrespondent Simi Jan blev lørdag aften hædret med "The Outstanding Young Person"-prisen (TOYP), der blev uddelt på JCI Danmarks nationalkongres i Silkeborg.

Dermed kommer Simi Jan i selskab med tidligere og markante vindernavne som Bjørn Lomborg, Caroline Wozniacki, Lene Espersen, Ole Bornedal, Outlandish, Christian Stadil og Jason Watt.

Simi Jan vandt prisen i konkurrence med tre andre stærke nominerede, nemlig Christina Hembo (ejer af Christina Design London og grundlægger af cykelholdet Christina Watches), Johan Bülow (direktør og ejer af "Lakrids by Johan Bülow") og Bjarke Ingels (arkitekt og ejer af arkitektfirmaet BIG).

TOYP-prisen var Simi Jans tredje hædersbevisning i 2012.

En pris for at gøre en forskel
"Jeg er dybt beæret og overvældet over anerkendelsen. Det er jo ikke en journalistpris, men en pris for at gøre en forskel, og det betyder meget for mig, at jeg gennem mit arbejde kan være med til at gøre en forskel for andre mennesker," siger Simi Jan om modtagelsen af TOYP-prisen.

Prisen er i år på 7.500 kroner, som Simi Jan donerede videre til en skole for gadebørn i Pakistan. En skole, som Simi Jan har besøgt flere gange, og som er drevet af en inspirerende og viljestærk midaldrende pakistansk kvinde, der giver de fattige børn et håb og gør en forskel for dem.

"Hun er en helt. Og jeg har stor respekt for mennesker som hende, der dedikerer deres liv til at hjælpe andre og gøre en forskel," siger Simi Jan.

JCI: Simi Jan bringer verden lidt tættere på danskerne
Ifølge JCI, der er en global non-profit medlemsorganisation bestående af professionelle og entreprenører, repræsenterer de TOYP-nominerede "beslutsomhed, handling gennem modgang og viljen til at skabe en bedre verden". Prisen er en hyldest og anerkendelse til personer mellem 18 og 40 år, der inden for deres felt har gjort en enestående og bemærkelsesværdig præstation. Det er personer, der enten via deres engagement, iværksætterånd, lederskab og/eller entreprenørskab viser vejen og er en inspirationskilde for andre.

Når Simi Jan var TOYP-nomineret - og lørdag aften også blev prisbelønnet - skete det med bl.a. følgende begrundelse foran de over 300 fremmødte JCI-medlemmer:

"Der er tale om en person, der ikke alene har ydet et stort, synligt og vægtigt bidrag i kategorien for større forståelse for børns vilkår, menneskerettigheder og ligestilling. Personen har tillige udført sine aktiviteter med fare for eget liv og helbred - så bliver det ikke meget stærkere.

I en alder af kun 33 år har vores modtager allerede gjort mere for forståelse for andre kulturer, end de fleste med stort møje og besvær ville kunne nå i et helt liv.

Hun brænder for sit job og rejser med åbne øjne ud i verdens konfliktzoner med henblik på at bringe verden lidt tættere på danskerne. Hendes ambition er altid at gøre historierne nærværende og sætte ansigt på konflikterne. Samtidig med de menneskelige historier formår hun at formidle svært internationalt stof på en let forståelig måde."

Tre priser til Simi Jan i 2012
Med TOYP-prisen har Simi Jan - som nævnt - fået tre priser i 2012. I januar modtog hun en af dansk presses store og prestigefyldte priser, Den Berlingske Fonds Journalistpris og i maj fik hun Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for at sætte fokus på de afghanske kvinders manglende rettigheder.

Faktisk fik Simi Jan allerede i 2008 sin første pris, da hun blev kåret til 'Årets tv-talent' på den årlige, store branchefestival TvFestival.

Hendes debutbog Til te hos Taleban om livet som korrespondent i Pakistan og Afghanistan udkommer senere i denne måned.