En 21-årig kvinde fra Randers er erklæret død efter soloulykke i nat ved Kousted nord for Randers.

Ifølge politiet kørte hun af endnu ukendte årsager ind i et træ kl. 4.35, hvorefter hun blev bragt til Aarhus Universitetshospital, hvor det ikke lykkedes lægerne at redde hendes liv.

"Vi har undret os over, hvordan det kunne ske, men vi har endnu ikke fundet årsagen til ulykken. Der er intet der tyder på, at hun kørte i påvirket tilstand," fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Jesper Drejer til tv2.dk.

Østjyllands Politi afventer nu blandt andet en erklæring fra en bilinspektør, ligesom man vil gennemgå yderligere rapporter i sagen.

Kvinden kan have forsøgt at undgå at ramme et rådyr eller en ræv og dermed mistet herredømmet over bilen.