Omkring 2000 muslimer gik i dag i optog fra Fælledparken i København til den amerikanske ambassade for at demonstrere mod filmen Innocence of Muslims, som de spreder had og har krænket muslimer verden over.

På bannerne i den kønsopdelte demonstration står budskaber som "Lev i fred og lad andre leve i fred", og "Vi elsker vores profet," fortæller TV 2's Thorkild Dahl fra stedet.

Talsmand Sharzad Akram mener ikke, at trosfriheden bliver respekteret i Danmark, når muslimer bliver nedgjort.

"Vi gør det for at vise, at vi går ind for et samfund, hvor vi har respekt for hinanden uanset tro og baggrund. Vi gør det ikke primært mod filmen, men for retten til at tro, hvad man vil," siger han til TV 2 NEWS. Han understreger, at det gælder alle troretninger og ikke bare islam:

"Det med, at man bliver nedgjort for sin tro, er noget man som muslim oplever flere gange i sit liv. Når børnene kommer hjem og spørger, hvorfor bliver muslimerne igen mobbet i en film, er det svært at svare dem. Mit håb er, at mine børn kan vokse op i et samfund, hvor de ikke bliver nedgjort."

Iføgle indsatsleder Henrik Orye fra Københavns Politi forløb demonstrationen i god ro og orden

Bag filmen står angiveligt den 55-årige koptisk kristne egypter Nakoula Basseley Nakoula, som har brugt dæknavnet Sam Bacile.