TV 2 lancerer nu en ny tv-kanal, der får navnet TV 2 FRI.
TV 2 lancerer nu en ny tv-kanal, der får navnet TV 2 FRI. Kanalen bliver Danmarks første fritids og friluftskanal med fokus på have, hobby, mad, gør-det-selv, bolig, vejr og meget mere til seernes nære liv.
Kanalen hylder den aktive fritid og giver seerne programmer med høj nytteværdi, som kan omsættes til forbrugeroplysninger, gode råd og oplevelser. Kanalen går i luften i foråret 2013, og et af kanalens flagskibe vil være et dagligt to-timers magasinprogram, som sendes direkte fra et studie tæt på naturen.
Velkendte og hyggelige værter byder sammen med dygtige eksperter indenfor i et frirum, hvor der er god tid til nærvær omkring hverdag, natur, livsstil og fritid
"Det er en glædens dag på TV 2 i dag. Efter flere års ventetid er vi nu klar med en ny kanal, og vi byder TV 2 FRI velkommen i familien næste forår. Vores nye lillebror supplerer de øvrige TV 2kanaler på fortrinlig vis, og jeg er stolt af at kunne præsentere en kanal, der rummer det nære, det nyttige og det kernedanske - alt det, vi i virkeligheden sætter allermest pris på," siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.




