Margrethe Vestager er regeringens mest magtfulde minister
Helle Thorning-Schmidt (S) er statsminister og dermed chef for resten af regeringen.
Men det er hendes økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), der er regeringens mest magtfulde medlem.
Det er konklusionen på en analyse foretaget af netavisen Altinget.dk, der har målt samtlige ministre på en lang række parametre, og derefter rangordnet dem efter indflydelse.
"Thorning gør sig umage for ikke at genere Vestager og overtager ligefrem Vestagers argumentation i tilfælde som dagpenge og finansskat," siger politisk analytiker hos Altinget.dk, Erik Holstein som forklaring på, hvordan Vestager har været i stand til at overhale sin chef på magtlisten.
Erik Holstein slår samtidigt fast, at trafikken tilsyneladende ikke går den modsatte vej.
"Omvendt kender jeg ikke til eksempler på, at Thorning har sat sig igennem over for Vestager. På den måde synes jeg, at listen glimrende afspejler det, vi har set i regeringens første levetid," siger Erik Holstein.
Ifølge analysen følger finansminister Bjarne Corydon (S) lige efter regeringens to stærke kvinder. Herefter følger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
Øverst placerede SF'er er den afgående partiformand, udenrigsminister Villy Søvndal, der er placeret på en sjetteplads.
De mest magtfulde ministre:
1. Margrethe Vestager (R), økonomi- og indenrigsminister.
2. Helle Thorning-Schmidt (S), statsminister.
3. Bjarne Corydon (S), finansminister.
4. Mette Frederiksen (S), beskæftigelsesminister.
5. Morten Østergaard (R), uddannelsesminister.
6. Villy Søvndal, (SF), udenrigsminister.
7. Morten Bødskov (S), justitsminister.
8. Nick Hækkerup (S), forsvarsminister.
9. Thor Möger Pedersen (SF), skatteminister.
10. Karen Hækkerup (S), socialminister.
11. Ole Sohn (SF), erhvervs- og vækstminister.
12. Christine Antorini (S), børne- og undervisningsminister.
13. Henrik Dam Kristensen (S), transportminister.
14. Ida Auken (SF), miljøminister.
15. Astrid Krag (SF), sundhedsminister.
16. Martin Lidegaard (R), klima- og energiminister.
17. Mette Gjerskov (S), fødevareminister.
18. Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter.
19. Nicolai Wammen (S), europaminister.
20. Pia Olsen Dyhr (SF), handels- og investeringsminister.
21. Manu Sareen (R), kirke- og ligestillingsminister.
22. Uffe Elbæk (R), kulturminister.
23. Christian Friis Bach (R), udviklingsminister.
Kilde: Altinget.dk.




