Mindst 87 syriske soldater blev dræbt under gårsdagens kampe i Syrien - det højeste tabstal for militæret på en enkelt dag siden konflikten begyndte.

De fleste af de dræbte soldater mistede livet i byen Idlib i det nordlige Syrien - der de seneste dage har været centrum for voldsomme kampe mellem Assads militær og oprørerne.

"Der er ingen tvivl om, at styret er presset. Man har været involveret i denne oprørskamp i et år nu, og den udspiller sig på mange planer," vurderer Lars Cramer-Larsen, der er major ved Forsvarsakademiet.

"Kampene i Idlib, der angiveligt har ført til store tab for de syriske regeringsstyrker, handler om hovedforsyningslinjen mellem de to store byer Damaskus og Aleppo.Det er vigtigt for oprørerne, hvis de kan skære denne forsyningslinje over. Det vil stresse Assads hær endnu mere, " siger Lars Cramer-Larsen.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Syrian Observatory blev over 200 mennesker dræbt i går i Syrien - i alt er over 32.000 omkommet siden borgerkrigen begyndte.