Selv om Lars Løkke Rasmussens far, Jeppe Løkke Rasmussen, har været syg af prostatakræft i flere år, så kæmpede han lige til det sidste.

Jeppe Løkke Rasmussen døde torsdag, men han ville ikke indlægges til behandling på Rigshospitalet før, at han havde færdiggjort sine mange opgaver.

Det fortæller den tidligere statsminister om sin far til Frederiksborg Amts Avis.

"Min far blev syg af kræft for fire år siden og fik dengang fjernet sin ene nyre. Jeg ved, at han har betragtet de seneste fire år som en ekstra bonus," siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

"Han passede sine ting til det sidste i bl.a. Græsted Vandværk, hvor han havde kvartalsafslutning, og han ville derfor ikke indlægges til behandling på Rigshospitalet, før han havde klaret den opgave. Han blev så indlagt i mandags otte dage siden og skulle efter planen have været udskrevet i dag."

Lars Løkke Rasmussen fortæller, at både hans far og mor var engagerede i deres lokalsamfund i Græsted og i samfundsforhold i almindelighed.

Kæmpede sig frem
Det var forældrene, som var med til at tænde Lars Løkkes interesse for samfundsforhold og politik, fortæller den tidligere statsminister til avisen.

"Hverken min far eller min mor kom fra store kår. De har kæmpet sig til det, de havde, fra lejlighed til parcelhus og har lagt vægt på, at deres børn fik en uddannelse og kom godt af sted. De var begge meget engagerede, og vi diskuterede ofte samfundsforhold derhjemme og lærte, at man skulle yde for at kunne nyde, og at man også måtte tage et lokalt ansvar."

Jeppe Løkke Rasmussen, der blev 78-årig og nåede at blive æresmedlem i Venstre, begraves fra Græsted Kirke på onsdag i næste uge.