Lidt over otte søndag aften dansk tid skrev østrigske Felix Baumgartner historie, da han sprang ud fra 39.068 meters højde og lod sig falde mod Jorden.

Baumgartner skulle efter planen bryde lydmuren efter 35 sekunder og nå en fart på ikke mindre end 1110 kilometer i timen.

Om det lykkedes vides endnu ikke, men Baumgartner har sat rekord for verdens højeste frie fald og højderekorden for en ballonopstigning. Om han har sat yderligere rekorder vil vise sig i de kommende timer.

Umiddelbart efter springet begyndte Baumgarten at spinde rundt, og i flere sekunder steg spændingen i forhold til om han ville overleve. Men han fik styr på faldet og kunne kort efter udløse sin faldskærm og nyde resten af turen.

Og her lander han på Jorden igen

Klokken 20.16.07 - godt 10 minutter efter han sprang ud fra kapslen - satte Felix Baumgartner igen sine fødder på Jordens overfalde i Roswell-ørkenen i New Mexico. Her faldt han på knæ og strakte armene op mod det himmelrum, han netop var dumpet ned fra.

Rekordforsøget blev transmitteret til hele verden via internettet - dog med 20 sekunders forsinkelse, så arrangørerne kunne nå at lukke ned for transmissionen, hvis noget skulle gå galt.