Thor Möger Pedersen skriver mandag eftermiddag på Facebook:

"Jeg er her til eftermiddag blevet ringet op af SF's nye formand Annette Vilhelmsen. Hun har fortalt mig, at jeg ikke længere skal være skatteminister.

Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over. Jeg er glad for og stolt over at have været med til at lede Danmark, og ville gerne være fortsat - men har samtidig fuld respekt for, at Annette som ny formand sætter sit eget hold. Og jeg har fortsat tænkt m... ig at bakke fuldstændig op om den nye ledelse.

Det har været et stort privilegium at være skatteminister og medlem af regeringen, som jeg synes, er langt bedre end sit rygte. Vi har nået meget på et år - og jeg er stolt af det hele.

Jeg mener, det er god venstreorienteret politik, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Ligesom det er god venstreorienteret politik, at bankerne, de mest velstillede og de multinationale selskaber fremover skal bidrage mere. Og så er jeg stolt over, at have været med til at prioritere uddannelse og sundhed, selv om det har krævet besparelser andre steder.

Jeg vedkender mig, at vi også har begået fejl - nemlig beslutningen om at indføre en udvidet sukkerafgift. Jeg håber, regeringen får held til at afskaffe den og fedtafgiften fra VKO­tiden.

Jeg synes nogle gange, vi i SF har haft en tendens til at kigge os for meget bagud, mens vi gik fremad, og så har man tendens til at snuble. Jeg håber, at vi med et overstået formandsvalg kan tage hul på en ny start, hvor vi i langt højere grad tør være stolte over det, vi opnår.

For det er der grund til!

SF er i dag et moderne, venstreorienteret parti, der kan og vil tage indflydelsen. Vi har plads til fremgang, som Annette selv siger, men afsættet er godt. Med Villy som formand fik vi optimismen og begejstringen tilbage på venstrefløjen. SF er i dag et parti med masser af muligheder.

Som skatteminister har jeg hele tiden været klar over, at det ikke var en billet til popularitet. Når man er i politik, skal man kunne tåle at få nogle øretæver og sådan er det. Jeg står ved det, jeg har sagt og gjort gennem tiden.

Det ændrer ikke på, at det rammer særlig hårdt, når kritikken kommer fra ens egne og - i hvert fald ofte - har føltes uberettiget. Uanset hvad, så er der kun SF'ere til at kæmpe for SF's interesser, og vi er nu engang stærkest, når vi står sammen og bakker hinanden op.

Mange vil sikkert spørge, hvad jeg nu skal. Jeg ved det ikke. Selv om mange måske tror, jeg altid har en drejebog klar, så har jeg aldrig haft en færdig karriereplan. Det er nu første gang i 10 år, at jeg ikke besidder politiske tillidshverv - og selv om det føles mærkeligt, så har jeg hørt, det kan være sundt at kede sig. I hvert fald glæder jeg mig til at få lidt bedre tid, særligt til familien.

Jeg vil gerne takke de mange gode SF'ere, jeg har arbejdet sammen med gennem de sidste år, ligesom jeg har været glad for samarbejdet og sammenholdet med vores kolleger i Socialdemokraterne og hos de Radikale."

Alt godt.

Thor