Tyske forbrugere skal nu betale 47 procent mere i afgift for at finansiere udfasning af atomkraft.

Der var jubel rundt om i Tyskland, da forbundskansler Angela Merkel sidste år besluttede at udfase atomkraft og i stedet satse på vindmøller og solceller.

Men smilet er stivnet lidt i takt med, at det går op for tyskerne, at den almindelige forbruger kommer til at betale regningen for skiftet.

Den særlige afgift, tyskerne betaler for at gå fra a-kraft til grøn energi, stiger fra næste år med 47 procent, oplyser landets fire store elselskaber.

I dag betaler en gennemsnitlig tysk familie årligt knap 6900 kroner i el-regning.

Med den forhøjede afgift vil el-regningen blive 1343 kroner dyrere fra årsskiftet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Elselskaberne håber, at det vil indbringe dem 20 milliarder euro (149 milliarder kroner) ekstra på årsplan, som skal bruges til at støtte den grønne el-sektor.

Merkels beslutning om at udfase atomkraften inden for 10 år kom i kølvandet på sidste års atomkatastrofe i Japan, hvor Fukushima-værket blev ramt af et kraftigt jordskælv og en tsunami, der forårsagede store skader på værket.

Fukushima-værket nedsmeltede delvist og udviklede sig til den største atomkatastrofe, verden havde set siden Tjernobyl-katastrofen i 1986.

Og selv om tyskerne er enige med Merkel i, at det er en god idé at droppe atomkraften, har der lydt kritik af, at el-afgiften stiger med samme procentsats for alle.

- Stigningen i denne afgift kan klares af mange husholdninger, men der findes også meget fattige lavindkomst-husholdninger, som kan blive negativt påvirket af denne type prisstigning, siger Claudia Kemfert fra det økonomiske institut DIW.

Hun tilføjer dog, at den grønne el-sektor allerede nu beskæftiger 400.000 mennesker, og at antallet ventes at stige.

- Derfor er det en positiv udvikling for Tyskland, siger hun.

/ritzau/dpa