Umiddelbart før forhandlingerne om næste års finanslov går i gang, tager det socialdemokratiske folketingsmedlem Jan Johansen nu bladet fra munden og opfordrer regeringen til at indgå en finanslovsaftale med Enhedslisten.

"Nu ser det ud til, at vi måske indgår finanslov med Venstre, og så tror jeg ikke på, at der kommer noget med dagpenge og redning af de mennesker, der står til at falde ud med i finansloven.," siger Jan Johansen til TV 2 NYHEDERNE."

Jeg har siddet stille meget længe og ventet på, at der skulle findes en løsning omkring dagpengeperioden og de mennesker, der skulle falde ud. Den er ikke kommet, det er derfor mit opråb kommer nu. Nu skal vi gøre noget i finansloven," siger han.

For Jan Johansen er der derfor ingen tvivl.

"Det er en opfordring til samarbejde med dem, der vil det samme som vi socialdemokrater, og det er selvfølgelig Enhedslisten.

Finansminister Bjarne Corydon (S) henholder sig til, at aftalen på dagpengeområdet ligger fast.

"Vi har indgået en regering på grundlag af en aftale om, at når det angår dagpengereglerne, så bliver de ikke lavet om, og det er det grundlag, vi forhandler på, og det tror jeg også godt, Jan han ved.," siger Bjarne Corydon og tilføjer, at regeringen har taget højde for de berørte dagpengemodtagere.

"Det er jo sådan, at når det gælder problemstillingen i forhold til folk, der kan falde ud af dagpengesystemet, så har den her regering jo taget en lang række initiativer, som man ikke havde fået med den tidligere regering, " siger finansministeren til TV 2 NYHEDERNE.