For første gang i to år kunne Brøndbys mest fanatiske tilhængere i dag drage i samlet flok mod Parken til opgøret FC København-Brøndby.

De hardcore fans har været forment adgang til FC Københavns hjemmebane på grund af uroligheder mellem de to fangrupper tidligere, så glæaden over at kunne deltage igen var mærkbar.

"Det er en meget stor dag. det er en festdag for alle Brøndbyfans, for nu får vi endelig lov til at komme i Parken igen," sagde næstformanden i Brøndby Support Sarah Agerklint.

Og de, der tror, at højtråbene fodboldfans er småfulde unge mænd, fik nuanceret billedet en smule, da de blågule fans gik gennem København i dag.

"Brøndby til jeg dør
Jeg er Brøndby til jeg dør
Jeg har sagt det før
Jeg er skide skør
Jeg er Brøndby til jeg dør," råbte to unge kvinder i kor med resten af optoget på vej til dagens kamp.

Og i S-toget på vej mod kamp gav en anden kvindelig brøndbyfan udtryk for, at hun ikke kan forstå, hvorfor hun og de andre fans har været udelukket fra Parken.

"Nej, det kan jeg ikke, fordi til Brøndby FCK der sker der nogle ting, og sådan er det bare, og det kan man ikke gøre noget ved, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor vi har været udelukket," sagde Annika Vind.