"Jeg kan huske, at der var et rygte ude i byen om, at jeg skulle dræbes ved et fitnesscenter, men ellers har jeg ikke hørt mere."

Sådan siger tegneren Kurt Westergaard til tv2.dk efter at stærkt troende muslimer i dag står frem i B.T. og fortæller, at PET-agenten Morten Storm tilbage i 2007 forsøgte at få dem til at dræbe tegneren foran et fitnesscenter i Viby ved Aarhus.

Kurt Westergaard bekræfter, at han i 2007 trænede i et fitnesscenter i Viby og han husker, at han dengang hørte rygter "ude i byen" om, at han skulle dræbes foran fitnesscenteret.

"Jeg husker ikke de nærmere omstændigheder. Jeg har nok sagt det til PET, men så vidt jeg husker, havde de ikke nogen kommentar til det," husker Kurt Westergaard i dag.

Mange trusler gennem tiden
I det hele taget bekymrer de nye oplysninger ikke tegneren.

"Det tager jeg ret afslappet. Det er PETs problem, ikke mit. Hvad der reelt foregår, ved jeg ikke noget om. Jeg har fået så mange trusler gennem tiden, så det vænner man sig til," siger den 77-årige tegner.

Træner i flere centre
Alligevel skifter Kurt Westergaard i dag mellem flere forskellige fitnesscentre i byen, når han træner. Det sker bl.a. på opfordring fra PET.

"PET står for alt det praktiske omkring, hvad jeg foretager mig. Og det er jeg tryg ved," lyder det fra tegneren, som indtil for nylig ikke havde hørt om PET-agenten Morten Storm.

"Jeg hørte først om ham, da han dukkede op i medierne."

Kurt Westergaard blev verdensberømt, da han i 2005 tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen i Jyllands-Posten. Karikaturtegningen førte til Muhammed-krisen og adskillige trusler på livet for tegneren. Siden har Kurt Westergaard levet under PETs beskyttelse.

Morten Storm konverterede til islam i 1997. Siden udviklede det sig til militant islamisme og flere terrorkontakter. Men Morten Storm blev først for alvor kendt, da han for et par uger siden stod frem og sagde, at han var hemmelig PET-agent og at han fik CIA på sporet af terroristen Anwar al-Awlaki.