Det er en uge siden, Marie Louise Reinhard fik den gode nyhed: Kræften i hendes lever er væk.

"Det er jo noget af en rutsjetur. Fra at det er helt skidt, til det er helt godt," siger den pensionerede gymnasielærer.

Marie Louise Reinhard har egentlig kræft i brystet, men sygdommen spredte sig senere til leveren. Den almindelige behandling virkede ikke, og den 65-årige kvinde var tæt på at dø.

Derfor besluttede hun at melde sig som patient hos den eksperimentelle kræftbehandling på Herlev Hospital.

"Alternativt var jo bestemt ikke godt. Jeg har jo stadig meget, jeg gerne vil nå så hvorfor ikke forsøge," siger hun.

Mere viden om kræftknuden
Ved hjælp af en helt ny måde at diagnosticere på, opdagede overlæge Peter Grundtvig, at Marie Louise Reinhards kræft havde ændret form. Behandlingen blev derfor lavet om, og nu er leverkræften væk.

Der er tale om en helt ny form for bearbejdelse af vævsprøver. Før i tiden gav vævsprøverne ikke et præcist indblik i den enkelte kræftknude. Men med den nye teknik på Herlev Hospital, kan lægerne nu få et langt mere præcist biologisk og molekylært kendskab til kræftknuden. Derfor kan lægerne skræddersy behandlingen til den enkelte patient og i mange tilfælde helt droppe kemoterapien, der ikke kun skader knuden, men hele patientens krop. Den metode ventes at redde mange kræftpatienters liv.

"Der er jo mange bivirkninger forbundet med kemoterapi. For de meget syge patienter er de bivirkninger helt uacceptable. Når de har fået kemoterapi over mange gange, er kemoterapien heller ikke længere så effektiv. Der er mange fordele," fortæller Peter Grundtvig.

Kan udfase kemoterapi
I første omgang er det især brystkræftpatienter som Marie Louise Reinhard, der helt kan undgå kemoterapi. Men kræftforskerne er optimistiske og forskningen peger på, at kemoterapi kan være helt udfaset om ganske få år.

Marie Louise Reinhard bliver aldrig helt rask, men hun overlever, og nu venter nye udfordringer i livet.

"Nu skal jeg jo være pensionist. Det havde jeg jo ikke regnet med. Det er fornemt," siger hun.