Frit fald fra 39 kilometers højde med en topfart på 1342,8 kilometer i timen - hurtigere end lydens hastighed.

Et imponerende CV fra den østrigske vovehals Felix Baumgartner, som for små to uger siden kastede sig ud i et supersonisk rumhop og drønede mod den blå planet. Men efter sit vilde rekordspring dropper "Frygtløse Felix" de farlige fald fra himlen.

"Jeg har officielt trukket mig tilbage fra "vovehals-branchen"," sagde Baumgartner, da han i går mødtes med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Her diskuterede vovehalsen og FN-chefen det hårrejsende udspring, hvor Baumgartner brød hele fire verdensrekorder:

Højeste bemandede ballonflyvning, højeste hastighed under frit fald, højeste udspring og længste frie fald. En bedrift, som imponerer FN's generalsekretær:

"Jeg troede, at mit hjerte ville gå i stå," siger Ban Ki-moon, som ligesom over otte millioner andre fulgte Baumgartner tordne mod jordkloden via live-streaming på internettet.

Generalsekretæren kalder østrigeren for "den modigste person i verden", og Baumgartner fortæller, at han er parat til at samarbejde med FN fremover.