Danmark er et fladt land med masser af cyklister. Faktisk ejer vi næsten fem millioner cykler og bruger dem mere, end indbyggerne i de fleste andre lande gør.

Det stiller høje krav til både cyklister og bilister, hvis myldretiden på vejene skal glide, uden de store problemer.

Her er en række råd til dig, der gerne vil bidrage til et godt og sikkert miljø på de danske cykelstier:

Gode råd til cyklister

-Brug cykelhjelm. Fordi det vurderes, at omkring 10 - 15 danskere om året kunne redde livet, hvis de havde haft cykelhjelm på. Men også fordi, at børn efterligner voksne. Så hvis du vil være et godt forbillede i trafikken, bør du bruge hjelmen.

-Hvis du har baggage med, når du kører på cykel, må den højst være tre meter lang eller en meter bred.

-Du bør ikke cykle med ting, der forhindrer dig i at give tegn eller i at styre cyklen sikkert.

-Hæng ikke din baggage på cykelstyret. Den kan komme ind i hjulet og gøre din kørsel usikker. Det betyder, at du kan være til fare for de andre cyklister. Du bør i stedet bruge en cykelkurv eller cykeltasker.

-Hør ikke musik eller tal i telefon, mens du cykler. Udover, at det er ulovligt at bruge håndholdt mobiltelefon, mens du cykler, betyder mobilsnak og musik i ørerne, at du har mindre fokus på cykelstien og dine medcyklister. Hvis du bliver stoppet, mens du taler i telefon, får du en bøde på 1.000 kroner.

-Giv altid tegn, når du stopper eller drejer. Både fordi, at det er hensigtsmæssigt i forhold til de andre cyklister og fordi, at det er strafbart og kan koste dig en bøde på 700 kroner. Det samme gælder, hvis du kører uden at holde ved cykelstyret.

-Kør ikke på cykel, hvis du er beruset. Udover, at det kan være strafbart, kan du være til fare for både dig selv og de andre cyklister.

Kilde: Sikkertrafik.dk