Det minder om sovjetisk planøkonomi. Sådan bastant afviser Dansk Erhverv, der repræsenterer landets butikker, udmeldingen fra den nye forbrugerminister Carina Christensen (K) til dagligvarekæderne om at fjerne slik i børnehøjde fra kassekøen og flytte det ned bag i butikken.
Ministeren vil inden for den næste måned invitere landets supermarkedskæder til møde i Forbrugerministeriet for at nå frem til et fælles kodeks, der skal bekæmpe usunde fødevarer til fordel for ernæringsrigtig mad.
Ost i brunt papir?
Men forbrugerpolitisk chef Lone Rasmussen, Dansk Erhverv, er skeptisk over for udspillet. Fedme er ikke butikkernes ansvar, mener hun.
"Og politikerne skal ikke bestemme, hvordan butikkerne skal indrettes. Det minder om sovjetisk planøkonomi. Hvad bliver det næste? Skal varer som primadonnaost og 80 pct. chokolade pakkes ind i kedeligt brunt papir og placeres på de øverste hylder, der kun kan nås med en stige," siger Lone Rasmussen til Ritzau.
Dansk Erhverv møder dog gerne op i Forbrugerministeriet, men først vil organisationen have afklaret, hvad forslaget reelt handler om. For er det at bekæmpe fedme, så melder detailhandlen hus forbi.
"Det er ikke detailhandlens skyld, at mange danskere har problemer med overvægt. Det er et livsstilsspørgsmål. Uanset hvor varerne står i butikken, så skal forbrugerne selv gøre en aktiv handling, for at de havner i indkøbskurven," siger Lone Rasmussen.
Der skal kampagner til
Derfor skal fedmebekæmpelse starte et helt andet sted - først og fremmest med en landsdækkende kampagne for sund kost og livsstil i form af de nye kostråd, mener Lone Rasmussen.
Og faktisk gør dagligvarehandlen en stor indsats for at sikre et bredt vareudbud. Frugt og grønt har været højt prioriteret de seneste år. I langt de fleste supermarkeder er det første, forbrugerne møder, en indbydende grøntafdeling med et stort udvalg af lækkert frugt og grønt, understreger Dansk Erhverv.
"Inden man hopper på hovsaløsninger skal man starte med at undersøge, hvorfor folk bliver fede. Det er da foruroligende, når FDB's undersøgelse viser, at over halvdelen af børnefamilierne ikke har nogen regler for, hvor meget slik de må spise derhjemme," siger Lone Rasmussen.
"Hvad bliver det næste? Skal varer som primadonnaost og 80 pct. chokolade pakkes ind i kedeligt brunt papir og placeres på de øverste hylder, der kun kan nås med en stige?"
Lone Rasmussen, forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv




