Børn, der blir ramt af kræft, er allermest bange for at dø. Men noget, de frygter næsten lige så meget, er, at miste deres venner fra skolen.

Den frygt gør Rigshospitalet noget ved i et helt nyt projekt - her får kræftramte børn fremover udpeget to såkaldte "ambassadører", som oftest er jævnaldrende klassekammerater.

Ambassadørerne skal følge med i livet på børnekræftafdelingen, så det syge barn stadig har forbindelse til den hverdag, der pludselig forsvandt.

Nogle gange er det som at være i fængsel
11-årige David Kalmazidis, som har en tumor i hjernen, er den første, der har fået en ambassadør med på hospitalet.

Davids sygdom betyder, at han sjældent er hjemme og at han sjældent ser sine klassekammerater.

"Nogle gange er det, som at være i et fængsel. Jeg synes, at jeg går glip af meget i skolen," siger David til TV 2 Nyhederne.

Men det skal Rigshospitalets ambassadørordning nu rette op på. David har som den første fået tilkendt to ambassadører, der hver især kommer på besøg én gang om måneden, og følger med i livet som kræftramt.

En af de, der besøger David, er hans 10-årige klassekammerat Olivia Overbye.

"Jeg lærer hvordan det er, at være på hospitalet," fortæller Olivia.

Og det er en forståelse, som udefra også kan mærkes på David:

"Han er mere optimistisk og mere glad. Han er positiv over for at komme tilbage på skolen," siger Davids morElizabeth Kalmazidis.

Også David er sikker på, at Olivias besøg hjælper ham:

"Mit største ønske er at blive rask så hurtigt som muligt. Olivia kan ikke hjælpe mig med at blive helt rask, men hun kan i hvert fald hjælpe mig med humøret," siger David Kalmazidis. som har været igennem en operation og to kemobehandlinger i løbet af de seneste tre måneder.