Hash, heroin og kokain sælges fra værelser og uofficielle kiosker i landets største asylcenter Sandholm i Allerød. Det afslører skjulte optagelser fra lejren.

Røde Kors´ asylcenter Sandholm nord for København skulle være et trygt og sikkert sted for de flygtninge, der søger asyl i Danmark. Men beboerne må leve med den utryghed, der følger med åbenlyst narkotikasalg.

Salget foregår flere forskellige steder i lejren og en række personer i lejren ernærer sig tilsyneladende ved at sælge narkotika.

Skaber utryghed
Der sælges heroin og kokain i lejren. Og hash kan blandt andet købes i en af de uofficielle kiosker, der drives på centrets område. Det viser TV 2/NYHEDERNEs skjulte optagelser fra lejren.

Flere asylansøgere siger til TV 2, at kriminelle er en tydelig del af livet i centret, og at de skaber utryghed for beboerne.

"Der er kriminelle inde i lejren. Det er ikke et sikkert sted for uskyldige mennesker. Vi kan ikke lide at bo sammen med kriminelle personer," siger Daniel Tesfamchaen, der er asylansøger fra Eritrea.

Skjulte optagelser foretaget i Center Sandholm viser en lang række pushere, som tilbyder hash, kokain og heroin, ligesom TV 2/NYHEDERNEs udsendte fotograf selv får tilbudt at blive pusher.

Centerledelse vil ikke svare
Ledelsen i Center Sandholm har ikke ønsket at forholde sig til narkotikasalget i lejren.

"De pågældende spørgsmål ligger uden for, hvad vi har mulighed for at svare på", skriver pressechef Klaus Nørskov fra Dansk Røde Kors i en mail til TV 2.

Det er ikke kun i Sandholmlejren, asylansøgere sælger narkotika. I sommer kom det frem, at en stor del af de narkotikasælgere, der handler på Vesterbro i København, har hjemme i Sandholmlejren.

Det er Nordsjællands Politi, der har det overordnede ansvar for at bekæmpe narkotikahandel i Sandholm. Politiet rykkede i går ind i lejren på baggrund af optagelserne, men ordensmagten fandt ikke nogen af de pushere, der
optræder på optagelserne.

Minister i samråd
Både Venstre og Dansk Folkeparti har nu kaldt justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd på baggrund af sagen.

"Røde Kors gør ikke deres arbejde godt nok, og man kan da sagtens overveje, om ikke man skal finde andre til at stå for det. Det synes jeg faktisk, at man skulle," siger integrationsordfører Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.