Et spædbarn på tre måneder er blevet angrebet af en rotte, mens hun lå og sov i en barnevogn i Aabenraa Kommune.

Angrebet fandt sted i fredags, hvor rotten kravlede op i barnevognen, der ikke var forsynet med et net, og angreb den lille pige blot to dage før hendes barnedåb.

Pigen fik ifølge tv2.dk's oplysninger blodige skrammer ved næsen og en hævet overlæbe. Hun blev efterfølgende tilset af en læge og fik en stivkrampevaccination og antibiotika.

Rentokil, der står for rottebekæmpelsen i Aabenraa Kommune, bekræfter over for tv2.dk, at man har modtaget en anmeldelse om sagen klokken 08.53 fredag morgen, hvor en famile har anmeldt, at en rotte er kommet ind i barnevognen og har skadet barnets ansigt.

Kulden får rotterne frem
Ifølge teknisk chef hos Rentokil, Claus Schultz, er det kolde vejr årsag til, at rotterne søger ly for kulden.

"Det, der typisk sker, er, at rotterne kravler rundt og søger varme. Når de så opdager et godt sted som f.eks. en barnevogn, så kravler de derop. Hvis der så ligger et barn i vognen som bevæger sig, bliver rotten bange og kan kradse eller bide," siger Claus Schultz.

Han tvivler på, at et myggenet over barnevognen havde holdt rotten ude, hvis den virkelig gerne ville ind i barnevognen.

"Mit bud er, at den vil gå under nettet. Rotter er dygtige til at klatre. Et net vil nok holde nogle rotter ude, men undgå det helt, det kan man ikke," siger han.

Han siger dog, at et net øger sikkerheden noget, især hvis rotten blot er hoppet op på barnevognen uden at ville ned til barnet i første omgang.

Han fortæller, at det ikke er første gang, at et spædbarn i en barnevogn bliver angrebet af en rotte. Sidste gang var i 2010 hvor et spædbarn blev bidt i ansigtet i København.