De forsøger at få danskerne til at tage bus og tog, men politikerne ønsker selv at kunne få betaling for at tage bilen til Folketinget og til politiske møder rundt omkring i landet.

Et bredt flertal på Christiansborg vil bryde med et gammelt princip om, at medlemmer af Folketinget kun må benytte den kollektive trafik eller indenrigsfly - hvis altså skatteyderne skal betale for turen.

Behandles i dag
Lovforslaget skal behandles i Folketinget i dag, og under den snørklede overskrift "mere fleksible regler for befordringsgodtgørelse til Folketingets medlemmer" i lovforslag L 106 gemmer der sig det faktum, at politikerne i fremtiden vil kunne hæve statens takst for kørepenge - op til 3,82 kr. per kilometer - når de skal til Folketinget eller skal "varetage det politiske arbejde" i Danmark, som det hedder i forslaget.

Som hovedregel skal bilen erstatte en indenrigsflyvning, hvis politikeren skal have kørepengene.

Kollektiv trafik fungerer ikke
I begrundelsen for lovforslaget indrømmer partierne, at den kollektive trafik ikke fungerer optimalt og det ikke altid er "muligt eller hensigtsmæssigt at benytte offentlige transportmidler".

Lovforslaget står i skarp kontrast til både regeringen og oppositionens ønske om at få flere til at bruge bus og tog.

- Regeringen vil omstille Danmark til en grøn økonomi ved at fremme vedvarende energi og bedre kollektiv trafik, hedder det eksempelvis i regeringsgrundlaget.

Kommer ikke til at koste
På trods af at samtlige 179 medlemmer af Folketinget i fremtiden skal kunne hæve penge for at køre i bil til Folketinget, vurderer partierne bag forslaget, at det ikke belaster miljøet og at det ikke kommer til at koste skattekroner at administrere udbetalingen af kørepenge til politikerne.

Folketingets formand Mogens Lykketoft henviser blandt andet til, at en række indenrigsflyruter er lukket.

- Vi vil ikke have, at folk skal køre mest muligt i egen bil. En række flyafgange er blevet aflyst og derfor har de svært ved at passe deres arbejde. Det gælder kun i helt særlige tilfælde, siger Mogens Lykketoft.

De Radikales medlem af Folketingets præsidium, Camilla Hersom, afviser, at det skulle sende et dårligt signal til borgerne, hvis Folketingsmedlemmerne vælger bilen i stedet for tog eller fly.

- Vi må bare anerkende, at der er steder i landet, hvor det ikke er optimalt at tage den kollektive transport, fordi den ikke er finmasket nok, siger Camilla Hersom.