07-03-07: 07:19 | opd. 07-03-07: 09:51 | af: pmol
Foto: Scanpix/arkivLederen af frikirken Faderhuset, Ruth Evensen, der har købt det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69 i København, blæste til kamp mod homoseksuelle i en sejrstale til menigheden den 4. marts.
Det rapporterer den RUC-studerende Jeppe Kabell, der undtagelsesvis havde fået lov at overvære en gudstjeneste i forbindelse med en opgave på studiet.
"Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?" sagde Ruth Evensen blandet andet.
På hjemmesiden mrkab.com fortæller Jeppe Kabell at Ruth Evensen under sin tale direkte adresserede ham og hans tre medstuderende og bad dem om at viderebringe hendes budskab.
"Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Evensen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - dvs. mig. Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de?" spurgte frikirkens leder blandt andet ifølge Jeppe Kabells referat.
Han understreger på sin hjemmeside, at hverken han eller de tre andre personer, som var til gudstjenesten, har nogen tilknytning til Faderhuset eller Ungdomshuset.
Ifølge Jeppe Kabell var tilhørerne vilde med Ruth Evensens tale, hvor det også kom frem, hvordan det var muligt at få revet Ungdomshuset ned.
"Det er kun lykkedes, fordi der var en kvinde, en Guds kvinde, som turde stå fast. Kun fordi der var en Ruth Evensen, som ikke rokkede sig en millimeter, men hele vejen igennem holdt fast i det, som Gud havde pålagt hende - det vil sige mig," lyder Jeppe Kabells referat.
Ruth Evensens søn, Simon Peter Evensen, skriver i en kommentar til Nyhedsavisen, at Jeppe Kabell har "smurt tykt på."
Han tilføjer desuden, at det er forkert, at Ruth Evensen bad de studerende overbringe talens budskab til Danmark, men at hun bad dem fortælle, hvordan man beder i Faderhuset.