Den 37-årige kvinde, der i midten af december 2012 blev sigtet og fængslet for giftmord på sin ægtefælle et år forinden, forsøgte at skjule sin forbrydelse ned til mindste detalje.

Sådan lyder Nordsjællands Politis teori om dødsfaldet, erfarer tv2.dk.

Ikke alene har hun fortalt både naboer i Allerød og politiet, at ægtefællen gik med selvmordstanker, men hun har også fabrikeret spor, der skulle pege på selvmord, mener politiet.

Fandt selvmordsbrev
Tv2.dk kan således afsløre, at politiet fandt et selvmordsbrev i hjemmet i Allerød, hvor den 36-årige blev fundet 12. december 2011.

Brevet - der beskrives som 'meget personligt' - er dog fabrikeret af den 37-årige kvinde, mener Nordsjællands Politi, der efter et års efterforskning anholdt kvinden i midten af december 2012 og sigtede hende for drab.

For ifølge kilder, som var i kontakt med den 36-årige både på og før hans dødsdag, gik han nemlig ikke med tanker om selvmord.

Den eneste kilde, der har oplyst sådan til politiet, er efter tv2.dks oplysninger den 37-årige.

Brevet er ikke det eneste tegn, som politiet har fundet på, at kvinden - der gennem sit arbejde har indgående kendskab til netop de medikamenter, ægtefællen døde af - kan have forsøgt at kamuflere et muligt giftdrab som et selvmord.

Belastes af mystisk sms-besked
Ifølge tv2.dks oplysninger blev der fra den 37-åriges telefon sendt sms-beskeder på dødsnatten, og hvor hun skrev, at hun ikke længere var i det tidligere fælles hjem i Allerød.

En gennemgang af masteoplysninger viser dog, at beskederne må være opspind. For da beskederne blev sendt, befandt den 37-åriges telefon sig ved hjemmet i Allerød, erfarer tv2.dk.

Foruden sms-beskeder og afskedsbrev arbejder Nordsjællands Politi også ud fra en teori om, at den 37-årige har plantet ægtefællens dna på den sprøjte, som den dødelige dosis af ketamin blev injiceret med.

Dårlig økonomi muligt motiv
Motivet til det mulige giftdrab har hidtil været uvist. Ifølge tv2.dks oplysninger arbejder Nordsjællands Politi dog ud fra en teori om, at økonomi kan have været en faktor for kvinden.

Angiveligt var det den 36-årige ægtefælle, der 'trak læsset' i hjemmet, mens den drabssigtede havde en dårlig økonomi - som tilmed stod til at blive værre ved en forestående skilsmisse, der potentielt kunne gøre den 36-årige til bopælsforælder.

Sagen kører bag lukkede døre ved retten, og den 37-årige kvinde, der nægter sig skyldig, har ikke ønsket at møde og forklare sig, siden hun blev fængslet 18. december 2012.