Det er angiveligt den islam-kritiske debattør, Lars Hedegaard, der i dag blev forsøgt skudt.

Det erfarer tv2.dk.

Politiet har ikke bekræftet, at der er tale om Lars Hedegaard.

Men ifølge tv2.dk var målet for skyderiet stifteren af Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, som ikke blev ramt.

De leder lige nu efter en gerningsmand i området:

Københavns Politi fortæller, at gerningsmanden flygtede fra stedet, efter at han havde affyret et skud mod forurrettede og han forsøgte også at afgive endnu et skud, men her sagde pistolen blot klik. Politiet har følgende signalement af gerningsmanden:

Mand, ca, 30 år, tykt, mørkt hår. Gerningsmanden var iført en rød postbudlignende jakke.

Men flere kilder uafhængig af hinanden fortæller til tv2.dk, at Lars Hedegaard klokken 11:21 blev udsat for et mordforsøg, som han overlevede.

Omkring 30 betjente er derfor til stede foran debattørens hjem på Frederiksberg, hvor de undersøger skyderiet.

Ifølge flere kilder tæt på Lars Hedegaard lykkedes det en yngre mand at komme helt tæt på Lars Hedegaard under påskud af, at han skulle aflevere en pakke til til ham. Han forsøgte i stedet for at skyde Lars Hedegaard, men det lykkedes dog ikke.

Lars Hedegaard har længe været en fremtrædende debattør, og er især kendt som en markant kritiker af islam. Han er medstifter og formand for det omstridte Trykkefrihedsselskabet af 2004.

Derudover har han blandt andet rejst rundt med den svenske kunstner Lars Vilks, der tegnede profeten Muhammed.

Lars Hedegaard har blandt andet været igennem en længere retssag i forbindelse med en række kontroversielle udtalelser om muslimer. Han sagde blandt andet:

- Den moderne islamisme, som næsten alle danske imamer går ind for, kalder sig en religion, men er først og fremmest en politisk ideologi på linje med kommunismen og nazismen.

- Når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget etc. etc. er der intet galt i det, set fra et muslimsk perspektiv, dette er din ret.

Udtalelserne blev genstand for en retssag, der gik hele vejen til Højesteret. Her blev Lars Hedegaard frifundet.

tv2.dk ville gerne have haft en kommentar fra PET, men de ønsker ikke at kommentere skyderiet mod Lars Hedegaard.

Ved du noget? Send en mail til boru@tv2.dk