- Jeg er øm mange steder, bl.a. i min ryg på grund af alle de stik. Det irriterer mig rigtigt meget, at jeg ikke kan se noget ud af det ene øje. men jeg klarer mig. Jeg er sluppet rimeligt heldigt.

Sådan sagde den 18-årige danske skoleelev Nicolai Toftegaard, da han ved 17 tiden onsdag sammen med sin far landede i Kastrup Lufthavn efter nogle hektiske dage i Prag.

Natten til mandag blev han stukket fire gange med en kniv og fik brækket sin næsen uden for et diskotek i den tjekkiske hovedstad.

"Der er han"
Nicolai Toftegaard blev overfaldet, da han stod ude foran et diskotek og ventede på en af sine venner, som skulle hente en jakke.

- Pludselig kan jeg høre en, der råber "Der er han". Så kigger jeg og ser tre til fire løbende mod mig. Den ene slår mig på næsen, så jeg brækker den. Så går det op for mig, hvor mange de er og jeg løber min vej.

Nicolai forsøgte to gange at stoppe en taxi, men chaufførerne ville ikke have ham med, fordi han blødte.

- Da jeg står og snakker med den anden taxi-chauffør, kommer der en syvpersoners taxi og bremser hårdt op foran den taxi, jeg står og snakker med, så jeg ikke kan komme nogen vegne. Så springer der ca. syv mænd springende ud efter mig. Så går de bare løs på mig, fortæller Nicolai Toftegaard til tv2.dk.

Forvekslet med en anden
Han ved ikke, hvorfor de unge mænd, som han beskriver som dansktalende og af anden etnisk herkomst, banker ham og stikker ham fire gange med en kniv.

Men han fortæller, at der var slåskamp på diskoteket, inden han blev overfaldet.

- Måske har de forvekslet mig med en anden en, som var med i slåskampen. Men jeg har ikke gjort noget, siger Nicolai Toftegaard.

Hentet af far
Om mandagen ringede han selv til sin far fra hospitalet.

- Men jeg kunne næsten ikke snakke, fordi jeg var så ked af det, så min kammerat tog telefonen og fortalte, hvad der var sket, husker han.

Samme dag fløj hans far ned til ham og i dag vendte de så hjem til Danmark.

Efterfølgende har han hørt om det andet knivstikkeri, som skete natten til onsdag på et hotel i Prag.

- Jeg håber ikke det er slemt. For det var virkelig ubehageligt at blive stukket med en kniv. Det vil jeg aldrig glemme, sagde Nicolai Toftegaard inden han sammen med sin far tog hjem til familien i Føllenslev ved Holbæk.