Liberal Alliances Ungdom vil liberalisere våbenlovgivningen, så lovlydige danskere kan få lov at bære skydevåben til selvforsvar, skriver Politiken.

- For det første mener vi, at du skal have adgang til våben til at forsvare dig selv. For det andet mener vi også, at vi skal have retten til at kunne forsvare os selv og ikke blive dømt, hvis man gør modstand, siger Rasmus Brygger, landsformand for Liberal Ungdom, som har skrevet et debatindlæg i søndagens Politiken.

Ser hellere en hjemmerøver blive skudt
Rasmus Brygger mener, at samfundet de seneste år i stigende grad har frataget danskerne muligheden for at forsvare sig selv mod kriminelle.

Derfor vil Liberal Alliances Ungdom have liberaliseret våbenloven, så lovlydige danskere som udgangspunkt får lov til at have våben i hjemmet, hvis de har lært at bruge dem.

Han mener ikke, at frygten for, at volden i landet vil eskalere, skal veje tungere end den enkeltes ret til at forsvare sig under for eksempel et hjemmerøveri.

- Selvfølgelig vil der komme flere mennesker, som forsvarer sig selv, men jeg ser sådan set hellere en hjemmerøver blive skudt eller slået ned, end at vi har alle de overfald, vi har i dag, siger Rasmus Brygger.

Skal have tilladelse fra politiet
I Danmark er det svært at få tilladelse til at købe et skydevåben sammenlignet med en lang række andre lande.

I dag er det forbudt at erhverve, besidde, bære eller anvende skydevåben samt andre særlige farlige våben og knive uden politiets tilladelse.

Og i langt de fleste tilfælde udsteder politiet kun våbentilladelser til skydevåben til personer, der har gyldigt jagttegn.

I særlige tilfælde kan der udstedes tilladelse til andre personer, blandt andet til medlemmer af skytteforeninger og til erhvervsmæssige formål.

Hvad mener du om forslaget? Skriv din mening nedenfor