Fodboldspilleren Nicklas Bendtner skal betale sagsomkostninger og 842.000 kroner i bøde oven i frakendelsen af sit kørekort i tre år.

Men oven i det kommer en regning på 800 kroner til blodprøven, der afslørede hans spirituskørsel i København lørdag nat.

- Jeg mener, at han bliver ramt hårdere end andre, siger hans forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til TV 2, der mener, det er danmarkshistoriens største bøde for spritkørsel.

- Han har en kortere årrække til at optjene sine penge. Det tager reglerne ikke hensyn til, og det gjorde dommeren heller ikke her.

- Men en mand, der tjener 12 millioner kroner om året, har da også råd til at betale 842.000?

- Det er et spørgsmål om proportionalitet. For det kan man altid sige. Så har han også råd til at betale to millioner kroner eller tre millioner kroner. Spørgsmålet er, hvad der er rimeligt.

Advokaten kalder reglerne meget firkantede.

- Jeg er ikke enig i det og ud fra et juridisk synspunkt, ville jeg gerne have været videre med sagen i Landsretten. Men det er klart, der er andre hensyn, der spiller ind.

Advokaten fik sagen så sent som i går aftes og har derfor haft under et døgn til at forberede sig. Nicklas Bendtner ville nemlig gerne have sagen meget hurtigt ud af verden, så han kan "koncentrere sig om at spille fodbold."

- Så det er bestemt et succeskriterium, vi har opnået.