Valgkommissionen i Kenya frygter voldelige sammenstød, når valgresultatet offentliggøres onsdag.

Efter Kenyas præsidentvalg er millioner af stemmer ved at blive talt op, og de første delresultater viser, at vicepremierminister Uhuru Kenyatta har en svag føring.

Under mandagens valg blev mindst 15 mennesker dræbt, men mange iagttagere havde frygtet lang mere omfattende uro og blodsudgydelser. Mindst 1200 mennesker blev dræbt ved valget i 2007, som udløste en række af etniske og politiske konflikter.

Vicepremierministeren, som står over for internationale anklager om forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med blodsudgydelserne i 2007, ligger foran premierminister Raila Odinga med 53 procent af vælgerne bag sig.

Odinga har opbakning fra 42 procent.

Men Kenyatta kan stadig blive overhalet ved stemmeoptællingerne, som skal være med til at genetablere Kenya som et af Afrikas mest stabile demokratier. Over 60 procent af valgstederne har endnu ikke videregivet resultaterne af deres optællinger.

Der er frygt for, at der vil opstå voldelige konfrontationer, når det endelige valgresultat bliver offentliggjort.

- Ingen bør fejre en sejr, og ingen bør klage over nederlag, siger valgkommissionens formand, Isaac Hassan.

Valgkommissionen har lovet de første foreløbige resultater onsdag.

Donorer fra USA og Vesten har fulgt valget nøje. Kenya opfattes som en stabil allieret i kampen mod militante islamister på kontinentet, og politisk vold vil kunne få følger for hele regionen.

Det anslås, at over 70 procent af vælgerne stemte, og der skal i alt optælles omkring 10 millioner stemmer. Hvis ingen af kandidaterne får over 50 procent af stemmerne, bliver der afholdt en anden valgrunde med kun to kandidater.

På valgdagen var der voldsomme spændinger ved kysten - navnligt i storbyen Mombassa, hvor ni politifolk og seks aktivister blev dræbt ved to separate angreb.

Politiet siger, at den separatistiske MRC-bevægelse, der vil løsrive Mombassa-området, stod bag langt det meste af volden.