Hver dag konfiskerer politiet fire biler fra trafiksyndere på de danske veje.

Sidste år fik politiet nye regler, der gjorde det nemmere at tage bilen fra folk, som eksempelvis kører spritkørsel - og reglerne er nu med til at redde menneskeliv, vurderer rådet for sikker trafik.

TV2 Nyhederne har i dag været i kontakt med alle politikredsene og fået tal på, hvor mange biler, der er konfiskeret. Samlet set blev 1582 biler snuppet fra deres ejer sidste år.

Claus mistede kørekort og bil
En af de biler der er blevet konfiskeret, er en Audi til 100.000 kroner. Tilbage stod en chokeret ejer, med et stort problem:

Claus Poulsen har kun minderne tilbage om den Audi, han købte og kort efter tabte.

Først mistede han kørekortet ved spritkørsel - og så blev han bagefter taget i at køre i sin Audi tre gange uden kørekort. Så tog politiet bilen.

- Det er ikke fair at miste 100.000 kroner som 23-årig og det er faktisk livsnødvendigt at have den her bil i forhold til job og familie, siger Claus Poulsen, som til daglig er datateknikerelev.

Dyre biler
Claus Poulsen er langt fra den eneste der har mistet bilen. Fra politiets hemmelige lager i Aarhus lydet det, at der også er tale om Porche, Mercedes og Audi Q7.

Her står nogen de biler, som Østjyllands Politi har konfiskeret. De tog 176 bare i 2012 - og det fortsætter.

Reglerne det trådte i kraft i januar sidste år betyder, at politiet må konfiskere en bil, hvis ejeren indenfor tre år enten bliver taget to gange for spritkørsel - eller tre gange uden kørekort.

Og imens kan Rådet for Sikker trafik juble over ulykkesstatistikken. Sidste år omkom 180 personer - det laveste tal nogensinde - og det kan meget vel hænge sammen med, at de farligste bilister ikke længere har bil:

- Så længe de ikke er på vejene, så får vi øget trafiksikkerhed - og det kan godt have positiv indvirkning - sammen med højere bøder som også har slået igennem i 2012, siger Anders Rosbo, direktør for Rådet for Sikker Trafik.

Tilbage hos en af dem, der har mærket det på egen krop - Claus Poulsen kæmper for igen at komme bag rattet:

Jeg skal have taget det kørekort færdig, jeg er i gang med. Og så må jeg se, om jeg kan spare penge op til bilen igen, selvom det bliver svært, siger han.