Det danske jægerkorps bliver nu sendt af sted som støtte for de danske styrker i det sydlige Irak, erfarer TV2/NYHEDERNE.
Udenrigspolitisk nævn blev i dag informeret af forsvarsminister Søren Gade om udsendelsen af de danske jægersoldater på et hasteindkaldt møde.
Hvornår jægersoldaterne ankommer til den danske lejr i Basra er, af sikkerhedsgrunde, ikke oplyst, ligesom det heller ikke fremgår, hvor mange jægersoldater, der er tale om.
Jægersoldaterne primære opgave er at øge sikkerheden for den danske bataljon. Bataljonen har på det seneste været udsat for et stigende antal angreb med morterer og raketter. Senest i forgårs, da forsvarsministeren selv var på besøg i lejren.
Forsvarsminister Søren Gade har ikke ønsket at kommentere oplysningerne om udsendelsen af jægerkorpset.




