20-årige M stod sammen med nogle venner ved en stenbænk i københavnerbydelen Tingbjerg, da han ifølge Københavns Politi rettede en pistol mod en jævnaldrende ung mands pande og trykkede af.

Men pistolen klikkede, og M tog hurtigt ladegreb på våbnet igen.

Herefter rettede han pistolen helt tæt mod 17-årige Sohail-Hamzaa Salehs hoved og trykkede af to gange.

To skud, der natten til mandag kostede teenageren livet.

Politiets sigtelse
Sådan lyder politiets teori om det seneste drab i bandemiljøet gengivet i en retsbog fra Retten på Frederiksberg, hvor 20-årige M onsdag blev varetægtsfængslet 'in absentia' - altså uden selv at være til stede.

M blev onsdag anholdt af politiet i Düsseldorff og venter nu på at blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Politiets overvågningsvideoer viser, at mindst otte personer opholdt sig omkring stenbænkene - men endnu har ingen af de otte valgt at stå frem og give en officiel forklaring til politiet om, hvad der egentlig skete søndag aften i Tingbjerg.

Eller hvorfor.

Et drab uden motiv?
Men måske er der slet ikke nogen forklaring, siger flere kilder fra miljøet til tv2.dk.

M er syg, det er slået klik for ham - han havde ikke selv pistolen med til stedet, hvor han rettede den mod de to nærmeste på bænken, lyder det.

Ifølge oplysninger til tv2.dk sad en flok venner og hyggede sig ved bænkene, hvor stemningen var god.

Legede med pistol
En af de unge mænd havde en 9mm pistol med, som han legede med og viste frem, og da M kom hen for at slutte sig til selskabet, bad han om at låne pistolen.

Det fik han lov til, fortæller kilder.

- Og så ændrede han sig pludselig og begyndte at skyde, siger en kilde til tv2.dk.

Vidner, stå frem
Københavns Politi ønsker ikke at kommentere eller bekræfte oplysningerne fra de lokale i Tingbjerg, men politikommisær Steffen Th. Steffensen opfordrer alle, der har oplysninger i sagen, om at stå frem overfor politiet.

Med navn, så vidneforklaringen kan bruges i en retssag.

- Vi mener, at det er ham, der har begået drabet. Ham behøver man ikke være bange for. Og hvis de står frem sammen, så er det lettere for dem. Det kan jeg kun opfordre dem til, siger Steffen Th. Steffensen.

Vokset op som venner
M's mor har fortalt til TV 2, at den dræbte og M var vokset op sammen, og at de var venner.

At M ikke havde en pistol selv.

Ifølge moren havde han i de seneste måneder vist tegn på psykiske problemer, hvilket hun uden held havde forsøgt at tale med ham om.

- Han ville ikke til psykolog, sagde M's mor onsdag.

Ustabil og skiftende
Samme historie fortæller de unge fra Tingbjerg.

- Han har været ustabil. Nogle gange talte han om, at vi skulle hjælpe vores mødre, men andre gange kunne han være en anden og tale om våben og mord, lyder det fra en af de unge.

Men de unge var vokset op sammen, og de prøvede angiveligt at hjælpe M i stedet for at tage afstand fra ham.

Ikke bandekrig
Københavns Politi gik kort efter skyderiet ud med en pressemeddelelse om, at opgøret ikke er en del af bandekrigen.

Ifølge politiet havde M tætte bånd til bandegrupperingen i Tingbjerg - 17-årige Sohail-Hamzaa Saleh var ikke registreret som bandemedlem.

I de seneste måneder er bandekonflikten optrappet, især mellem den nye storgruppe LTF - Loyal To Familia - og Værebro. De to grupper har flere gange opsøgt hinanden, hvorefter den indtrængende part har skudt mod de lokale.

Bandegrupperingen i Tingbjerg er en del af LTF.

Tingbjerg er ikke ghetto
I 2012 blev bydelen Tingbjerg slettet fra listen over danske ghettoer.

Ifølge Københavns Politi er kriminaliteten i området styrtdykket gennem de seneste par år.

M er sigtet og fængslet for drab og drabsforsøg - der foreligger ikke nogle oplysningr om, at han skulle have tilstået.

Vidner eller andre, der har oplyninger i sagen, kan kontakte Københavns Politi på telefon 114.