Efter måneders pres giver regeringen nu efter og præsenterer en løsning for de omkring 30.000 danskere, der er på vej til at miste retten til dagpenge i år.

TV 2 erfarer, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil præsentere regeringens bud på en løsning på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet tirsdag.

Herefter vil Enhedslisten blive indkaldt til forhandlinger om sagen.

Det ved vi
TV 2s politiske redaktør Anders Langballe har arbejdet med sagen og fortæller her, hvad han på nuværende tidspunkt ved om, hvad aftalen kommer til at indeholde.

- Det vi ved er, at Helle Thorning-Schmidt vil fortælle, at regeringen er nået til enighed om det, de mener, skal være løsningen på det problem, at op mod 30.000 falder ud over kanten og mister dagpengene," siger Anders Langballe på TV 2 News.

- Det man vil spille ud med fra regeringen er, at de, der falder ud, kan komme på det, der minder om kontanthjælp, når man taler om kroner og ører.

- Forskellen er så, at der ikke modregnes, hvis man har en formue eller kan forsørges af ægtefællen. Deri ligger forskellen til kontanthjælpen. Man opbygger et sikkerhedsnet om dem, der ikke længere kan få dagpenge, siger Anders Langballe.

- Den ydelse vil så løbe de kommende år, formentlig til 2016.

Skal først forhandle med EL
Mens Helle Thorning-Schmidt præsenterer regeringens forslag tirsdag, så venter en forhandling med Enhedslisten, der ifølge TV 2s oplysninger endnu ikke er blevet præsenteret for løsningen.

Derfor kan der også ske ændringer i løsningen i tirsdagens forhandlinger.

- Jeg er helt sikker på, at Enhedslisten vil kræve noget mere. De vil kræve en længerede dagpengeperiode, de vil kræve en kortere optjeningsperiode. Og regeringen må indstille sig på at give nogle indrømmelser på området, vurderer Anders Langballe.

Cirka 16.000 dagpengemodtagere er indtil videre faldet ud af ordningen og det har lagt pres på regeringen.