En gruppe soldater er blevet dræbt i ildkamp med væbnede mænd nær den algeriske grænse.

Væbnede mænd har skudt og dræbt otte tunesiske soldater nær grænsen til Algeriet.

Det bekræfter præsidentens kontor.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det et af de største angreb på landets sikkerhedsstyrker i årtier.

Hændelsen skete i et afsidesliggende område, hvor tunesiske styrker har forsøgt at bekæmpe islamistiske militante siden december sidste år.

Det er uklart, hvem drabsmændene er, men i tunesiske medier omtales de som terrorister, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Otte soldater er dræbt, da de kom i ildkamp med en terrorgruppe i Mount Chaambi, rapporterer det statslige medie Wataniya 1.

Tv-kanalen siger, at de dræbte var medlemmer af en eliteenhed.

I april blev islamister anklaget for at stå bag et lignende angreb på tunesisk politi - også nær den algeriske grænse.

De otte dødsfald kommer samtidig med, at landets islamist-dominerede regering står over for protester og kritik i kølvandet på likvideringen af en oppositionspolitiker torsdag. Det var det andet politiske drab siden februar.

Oppositionsgrupper har krævet, at regeringen trækker sig og har i den forbindelse orkestreret demonstrationer, særligt i hovedstaden Tunis.

Premierminister Ali Larayedh afviser dog blankt at lade regeringen gå i opløsning.

Tværtimod har han tænkt sig at blive - i hvert fald indtil 17. december, hvor planen er at afholde parlamentsvalg i det nordafrikanske land, hvor det arabiske forår sprang ud for to et halvt år siden.

/ritzau/