En af de mest omstridte personer under Muhammed-krisen, imamen Ahmed Akkari, fortryder nu, at han kæmpede imod tegningerne af profeten Muhammed.

- Det at udtrykke sig frit betyder meget mere for mennesker og menneskers liv i verden, siger han til TV 2 og uddyber:

- Jeg skylder måske hele Danmark en pæn og formel undskyldning

Ahmed Akkari blev kendt under Muhammed-krisen, da han rejste rundt i Mellemøsten for at skabe røre over Muhamed-tegninger, eller rasede over de samme tegninger som medlem af Islamisk trossamfund.

Han kom dog for alvor på alle danskeres læber, da han i den franske dokumnetar, 'Vredens tegninger', truede med at sprænge Naser Khader i luften.

- Hvis han (Naser Khader red.) bliver integrationsminister, mon så ikke der kommer et par og sprænger ham og ministeriet i luften, sagde Ahmed Akkari, der efterfølgende undskyldte med, at det var en joke.

I dag har Ahmed Akkari dog skiftet holdning. Det skete, da han efter Muhammed-krisen sagde farvel til titlerne som imam og talsmand for Islamisk Trossamfund og byttede Danmark ud med Grønland.

- Jeg troede, at jeg gik ind for noget, der var rigtig og korrekt. Men det viser sig, at det har nogle meget negative konsekvenser, siger han.

Det er især den islamiske verdens syn på kvinder og monopol på magten i de mellemøstlige lande, som har fået Ahmed Akkari til at ændre holdning. Han håber, at flere vil følge trop, men erkender, at det bliver svært.

- De fleste tør ikke konfrontere miljøet. Det er kun få, der tør, siger han.

Ahmed Akkari er i dag konsulent i en privat virksomhed.