Bjarne Riis erkender doping

Fredag d. 25. maj 2007 kl. 16:36 af pmol for TV 2 Nyhederne (opd. d. 25/5 2007; 17:17)

19bjarne

Bjarne Riis erkender, at han brugte doping i sin tid som professionel cy­kelrytter. Han oplyser, at han tog stofferne epo, cortison og væksthormon i sin tid på cykelholdet Telecom.

"Jeg har gjort ting, jeg har fortrudt, og jeg vil ikke gøre det samme i dag," sagde Bjarne Riis på et pressemøde i Lyngby i dag. Den tidligere Tour de France-vinder sagde, at doping var en del af hans hverdag, og at han selv købte det og indtog det, også da han vandt Tour de France i 1996. Doping­misbruget fandt ifølge Bjarne Riis sted fra 1993 til 1998.

"Jeg er stolt af mine resultater. Jeg ved godt, at jeg ikke kom helt ærligt til dem, men jeg har kæmpet for dem," sagde han.

Omkring konsekvenserne for sejren i 1996 sagde Bjarne Riis:

"Min trøje ligger hjemme i en papkasse i garagen, I må gerne komme og hente den."

Jeg har taget doping. Jeg har taget epo. Jeg har selv købt det og indtaget det.

Bjarne Riis, Tour de France-vinder 1996

Han benyttede samtidig lejligheden til at sige undskyld.

"Jeg vil sige undskyld til dem, der kiggede på min Tour-sejr. Jeg håber, at de havde en god oplevelse. Jeg gjorde mit bedste," sagde Bjarne Riis.

Han fortalte også, at det havde været ubehageligt at lyve om misbruget.

"Det har ikke været sjovt at sige, at jeg ikke var dopet. Det er rimeligt logisk. Jeg kan tydeligt huske Line Baun Danielsen spørge mig i 1998, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige," sagde Bjarne Riis om episoden, hvor han på landsdækkende tv sagde: "jeg er aldrig testet positiv".

Han afviser at fortælle, hvem der hjalp ham med at dope sig.

"Jeg har selv købt det og indtaget det. Og i årene på Telekom var lægerne inde over i den forstand, at de tænkte på vores sundhed, for at tingene ikke skulle tage overhånd. De har selvfølgelig også lavet fejl ligesom os, men jeg er ked af at de skulle hænges ud, for i den sidste ende er det os selv, der skal tage ansvar.
Det var vores eget ansvar, ingen andres," sagde Bjarne Riis.

Ifølge Bjarne Riis får tilståelsen ikke umiddelbare konsekvenser for hans engagement i cykelholdet Team CSC. Han oplyser, at hovedsponsoren er orienteret om dopingmisbruget, og at virksomheden CSC bakker ham op.

Print artikelSend til en ven Del på facebook