Mere end tre måneders efterforskning af et røverisk sex-overfald på et bordel i Arnborg syd for Herning, ser nu ud til at have båret frugt.

I hvert fald har Midt- og Vestjyllands Politi i nat anholdt to mænd, der nu er sigtet for voldtægt og røveri.

Det erfarer tv2.dk.

Hos lokalpolitiet i Herning holder leder af efterforskningen Niels Kristian Larsen kortene tæt til kroppen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har anholdt to mænd, og at de er sigtet for voldtægt og røveri. De bliver fremstillet i grundlovsforhør i Herning kl. 11. Vi går efter at få dørene lukket, så jeg vil ikke oplyse yderligere i sagen på nuværende tidspunkt, siger Niels Kristian Larsen.

Han oplyser dog, at de anholdte er 'to yngre mænd'. Ifølge ritzau er der tale om to 17-årige mænd.

Bordel røvet syd for Herning
Ifølge tv2.dks oplysninger drejer det sig om en episode i slutningen af maj.

Her blev politeit kontakt af en 24-årig kvinde, der arbejdede på et bordel i Arnborg, og som fortalte, at hun var blevet røvet og tvunget til at udføre seksuelle ydelser på to mænd.

Ifølge omtalen i Herning Folkeblad af episoden beskrev hun dem dengang som værende mørklødede.

Ifølge avisen tvang de kvinden til at give dem oralsex, inden de forsvandt med både danske penge og udenlandsk valuta.

- Kvinden er blevet undersøgt, og teknikere har undersøgt gerningsstedet. Vi håber, at det kan give os nogle spor, for vi har stort set ikke noget at gå efter, og signalementet af de to mænd er sparsomt, sagde politikommisssær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning dengang til Herning Folkeblad.

Om det er de tekniske spor, som f.eks. dna, der nu har knyttet de to mænd til sagen, ønsker politiet ikke at oplyse.

Ifølge Herning Folkeblad har bordellet tidligere været genstand for røverier. Senest i november, hvor to mænd også røvede den pige, der var på arbejde alene en aften.